Efterkrigstiden skabte flere kunstnere, som bekymrede sig intenst om menneskets overlevelse i atomkapløbets skygge, og for hvem det at frembringe kunst blev et moralsk anliggende. De var over overbeviste om, at det skabende individ har en forpligtigelse over for sine medmennesker: man kan ikke længere stille sig uden for og dyrke sin egen individualitet. I halvtredserne var et hold akademiuddannede kunstnere gået sammen om at lave en række udstillinger omkring temaet "Mennesket", og deres humanistisk bekymrede profil kunne ses som en reaktion mod tidens dyrkelse af den abstrakte kunst. Det gjaldt både den konkrete abstrakte kunst, som tilhørte "Linien 2", og den mere spontane ekspressionistiske, som udgik fra "Cobra". I kunsten blev Cobra-kunsten ensbetydende med den impulsivt spontane og emotionelt betingede improvisation, der ikke tillod nogen forudgående planlægning af et billedes komposition. Der var ikke så lidt automatisme forbundet med dette maleri, men i dets bagland gemte der sig også en hyldest til surrealismen, til barnetegningen, til den såkaldt primitivistiske kunst og endelig til den nordiske folkekunst, som flere yngre kunstnere havde studeret intenst i de år, hvor krigen havde isoleret Danmark fra resten af Europa.
Internationalt var Cobra-bevægelsen med til at eksponere det abstrakt-ekspressionistiske maleri i Nordeuropa og især i Danmark. Men det var først længe efter bevægelsens egen død, at Cobra-stilen kom til at danne skole. Mange anså dog stilens impulsive svælgen i farver, fugle og følelser for at være ren eskapisme. Hvad man end kunne sige om det abstrakte Cobra-maleris ekspressive styrke, så var hovedtemaet ikke menneskets situation i det tyvende århundrede.

Tematisk og moralsk er Hans Chr. Rylander i familie med disse tolkere af det moderne menneskes vilkår. Han har opfattet sin kunstneriske opgave sådan, at han vil være med til at skabe ændrede betingelser for mennesket og prøve på at ændre dets billede af sig selv og sin situation. Rylanders lange udstillingsliste - kulminerede med hans deltagelse på Venedig-Biennalen i 1984 - og mange udsmykninger bærer ikke blot vidne om stor produktiv rastløshed, men også om hans rolle som en af de uomgængelige skildrere af en syg samtid. Han er den ubestikkelige, der med kunstneriske midler stiller tidens og kulturens moralske diagnose. Den moderne menneskeskildring i Danmark ville være nærmest utænkelig uden hans indsats som maler, billedhugger og tegner. Det er ikke et værk, der gør sig til for at opvarte tidsåndens luner. Rylanders ærinde er et andet, mere indadvendt og grundlæggende mere moralsk. Hans billedunivers har uafladeligt kredset om det udsatte medmenneske, det være sig kendt eller helt anonymt.

Rylander grupperer ikke sine figurer i historier, men lader dem fremstå som enkelte, isolerede skikkelser, ofte helt frontalt. Med duppende, koloristiske sammensatte strøg bygger han sine figurer og personskildringer op, så der til sidst fremstår en struktur, hvor nedbrydning aldrig synes langt fra opbygning. Af samme grund kan Rylanders menneskefyldte billedverdener ved første øjekast forekomme svære at overskue. Så meget virker væsentligt, endda lige væsentligt, at blikket kan have svært ved at prioritere. Hvis konsekvensen af denne oplevelse er rådvildhed, har kunstneren imidlertid opnået, hvad han stræber efter: at fortælle om menneskers tilstand, lige her, lige nu, uden at forfalde til de hierakier, som i ældre tiders kunst gjorde det så overskueligt at være besidder til en dommedag.

Snarere kan denne rådvildhed virke skånselsløs og skræmmende som signalement af den moralsk opløste tid, som vi efter Rylanders opfattelse lever i. Hans kunst taler dunder til civilisationen, men uden at løfte stemmen, og hans ærinde er ikke mere ideologisk end en middelalderlig dommedagsfremstilling. Det er ikke den rette tro eller det rette program, værket kredser om, men om eksistentielle grundvilkår. Rylanders foreløbige hovedværk er udsmykningen til Provianthuset på Christiansborg (hvor det danske folketing har sit hovedsæde). Udsmykningen former sig som en stor billedrig overflyvning af persongalleriet i den danske historie og det danske kulturlandskab, med utallige af de fysiognomier, der forbindes med historiens forskellige epoker. Stående over for disse fremstillinger kan man få mange øjeblikke til at gå med at pege dem ud, man synes, man genkender eller synes at kende. Men trods ligheden er ingen i tvivl om det kunstneriske ophav bag dette sammenhobede univers. Skønt Rylander er utrættelig i sin gengivelse af detaljer, har han aldrig mistet overblikket over sin mission: at portrættere det menneskelige fællesskab - på godt og ondt.